top of page
Original tegning.jpeg

Historien om Stjerne Radio og Holger Danske

- det startede her

 

Det var i radioforretningen Stjerne Radio i Istedgade 31, at sabotagegruppen Holger Danskes illegale vugge stod. Det var her i baglokalet, at de mange diskussioner om, hvordan man bedst kunne genere tyskerne, blev taget. Det var her, der blev trykt illegale blade, og det var her, at gruppens sabotager blev planlagt fra foråret 1943. Det var en lille men yderst iøjnefaldende radioforretning, som blev starten på den største og mest kendte sabotageorganisation under besættelsen.

Tom Søndergaard i finsk uniform

Starten
Ejeren af Stjerne Radio var den 35-årige Carl Munck. Han overtog forretningen den 1. september 1942. Allerede måneden efter ansatte han sin soldaterkammerat fra Livgarden, den 36-årige Josef Søndergaard, som bestyrer. Søndergaard havde været frivillig på finsk side i Det Danske Finlandskorps i Vinterkrigen mellem Finland og Sovjetunionen i 1939-40 – og denne forbindelse til de danske finlandsfrivillige fik en afgørende betydning for dannelsen af Holger Danske-gruppen i Stjerne Radio.

Provokationslinjen
Munck og Søndergaard samlede snart efter en række aktivistiske folk omkring sig – primært tidligere finlandsfrivillige eller sympatisører af den finske kamp mod Sovjetunionen.

Provokationslinje Opløb Stjerne Radio 1943

Den lille gruppe begyndte at føre deres egen provokationslinje overfor den tyske værnemagt. De udstillede pro-britiske krigskort i forretningsvinduet, afspillede engelsk musik (bl.a. ”It’s a Long Way to Tipperary”) – og ikke mindst – udsendte de dagligt det britiske BBC’s danske middagsudsendelse i højttaleren ud over gaden fra forretningen. De provokerende tiltag samlede store opløb foran forretningen og afstedkom klager fra tyskerne, som dansk politi efter bedste evne forsøgte at håndtere.

De Frie Danske Dec. 1942

De Frie Danske
Det første egentlige illegale arbejde var fremstilling af det illegale blad De Frie Danske. Gruppen i Stjerne Radio havde fået kontakt med udgiverne af bladet, og fra december 1942 trykte gruppen illegale blade i forretningens baglokale.
Til trods for at Stjerne Radio nu var gået ind i illegalt arbejde, stoppede de ikke deres udadvendte provokationslinje men fortsatte med vinduesudstillingerne og BBC-udsendelserne fra radioen.

Sabotagegruppen Max Bæklund

Max Bæklund.

Sabotagegruppen
I foråret 1943 overgik gruppen til sabotagearbejdet. De fleste i gruppen ønskede at udføre aktioner, som kunne genere og skade tyskerne mere end blot at udgive illegale blade. Og det kunne gøres ved at ødelægge danske virksomheder, der arbejdede for tyskerne.
I denne gruppe blev Josef Søndergaard leder, nu med dæknavnet ”Tom”. Flere fra bladgruppen gik med over i sabotagearbejdet, bl.a. Carl Munck, Max Bæklund, Jens Lillelund (”Finsen”), men der blev også rekrutteret nye medlemmer: Jacob Bøgh (”Jack”), Ejner Svend Petersen (”Finne-Peter”), Poul Moesgaard (”Ewald”), Jørgen Haagen Schmith (”Citronen”), Gunnar Bjarnarson og Palle Enevoldsen-Elsing – flere af dem var tidligere finlandsfrivillige. Godt 20 personer blev aktive i det illegale sabotagearbejde.
I en lang periode havde gruppen ikke noget navn, men i august besluttede gruppen at kalde sig for ”Holger Danske” – efter sagnfiguren på Kronborg, som kommer landet til undsætning i ufredstider.

Sabotagerne Colosseum.jpg

21. juli 1943 sabotage af

Biografteateret Colosseum

Jagtvej 65, København N

Sabotagerne
De fleste sabotager, der blev udført i Danmark frem til 1943, udsprang fra kommunisterne. For at tiltrække grupper udenfor det kommunistiske miljø kaldte de deres sabotageorganisation for BOPA – Borgerlige Partisaner. I slutningen af april 1943 fik ”Tom” Søndergaards gruppe kontakt med den 25-årige ”Spræng-Smith” (Knud Børge Jensen) fra BOPA, som bistod Stjerne Radio-gruppen med instruktion og sprængstof.  Planlægningen af sabotagerne skete i Stjerne Radios baglokale – og det var også her, at bomberne blev fremstillet.
Fra den 7. maj til den 2. september 1943 udførte gruppen 25 sabotager, 3 våbenkup og enkelte andre aktioner.

De første sabotager, der blev udført under ”Spræng-Smith”s instruktion, var rene fiaskoer. Enten var lunterne i bomberne for lange, så sabotagevagterne kunne nå tilbage og rive dem ud, eller også brændte sprængstoffet i stedet for at eksplodere.
Sabotage og håndtering af sprængstoffer var et arbejde, der skulle læres!

I juli 1943 begyndte gruppens aktioner at få de ønskede udfald. I løbet af 14 dage foretog gruppen 8 sabotageaktioner, som alle var succesfulde. Dels var de blevet dygtigere, og dels var de begyndt at få plastisk sprængstof og sikre tændmidler, der var nedkastet fra engelske fly.
Der var kommet SOE-agenter til landet. Det var danskere, som i England var uddannet i underjordisk krigsførelse og nedkastet i Danmark i faldskærm i nattens mulm og mørke. En af dem, den 22-årige Poul Hansen (”Jelly” eller ”PH”) blev instruktør for gruppen i Stjerne Radio. I forretningens baglokale underviste han gruppen i fremstilling af bomber. 

De fleste sabotager var rettet mod danske virksomheder, der udførte arbejde for tyskerne, især maskin- eller radiofabrikker. Men gruppen udførte også aktioner rettet direkte mod værnemagten, bl.a. biografen Colosseum på Jagtvej, der foreviste film for tyske soldater, Lægeklinikken på Platanvej, som skulle huse tyske telefonistinder og sabotagen på telefonfordelertavlen i den tyske højborg, Dagmarhus, som for nogle dage satte telefonerne ud af drift.

Falske politiskilte

”Tom” arresteres – og befries
Med de mange aktioner skulle det gå galt. Det skete den 27. juli 1943, da ”Tom” blev arresteret af dansk politi, sigtet for sabotage og indsat i Vestre Fængsel,
Gruppen havde en aftale om, at hvis én blev taget, så skulle de øvrige forsøge at befri ham. Den 5. august blev en plan sat i værk. To mand fra gruppen mødte op i Vestre Fængsel – forklædte som kriminalbetjente og med falske politiskilte. Og det lykkedes at få udleveret ”Tom” – angiveligt til afhøring på Politigården. Først hen under aften, da fangen ikke blev returneret til fængslet, blev flugten opdaget.

Våbenaktioner Hærens Lægeskole Pistol Model 1910-21

Våbenaktionerne
Gruppen manglede våben. Sprængstof fik de gennem BOPA og siden gennem SOE, men våben måtte de selv skaffe.
Det var lykkedes at skaffe nogle pistoler fra de sabotagevagter, der blev holdt op i forbindelse med sabotagerne, men der var ikke våben nok til alle i gruppen. Det forsøgte man at råde bod på ved at udføre nogle aktioner mod den danske hærs våbenlagre. Fra Jægersprislejren blev afhentet 14 karabiner, nogle maskingeværer og en maskinpistol, og fra Hærens Lægekorps Skole i Gentofte 42 militærpistoler.

Slutspurten Forum.jpg

Spængning af Forum

24. august 1943

Slutspurten
Med ”Tom” befriet kastede Holger Danske-gruppen sig ud i en veritabel sabotage-kampagne med en ny aktion ca. hver anden dag. Den mest spektakulære sabotage var aktionen mod Forum den 24. august 1943, der ødelagde bygningen og forhindrede 1.500 – 2.000 tyske soldater i at blive indkvarteret der.
Sabotagen var vellykket, men ved eksplosionen blev ”Tom” kvæstet, da en mur faldt ned over ham. Lunten blev ved en fejl antændt for tidligt, og ”Tom” var ikke nået ud. Det lykkedes dog alle sabotører at slippe væk, men ”Tom” var færdig som aktiv sabotør.
Gruppens medlemmer var nu eftersøgte, og de besluttede at søge til Sverige.

 

Flugten Fiskerbåd.jpg

I fiskerbåd

til Sverige

Flugten
Det var ikke nemt at komme til Sverige i september 1943. Der var ingen organiserede illegale ruter, så gruppen måtte selv finde en måde at komme over Øresund på. ”Tom” roede i robåd til Hven sammen med to officerer, og i løbet af september lykkedes det næsten alle fra gruppen at komme til Sverige med fiskerbåde.
Holger Danske-gruppen var i sin oprindelige form ophørt med at eksistere på dansk grund!

I Sverige
Flere fra gruppen søgte at komme videre til England, men det viste sig snart umuligt. Nogle søgte derfor ind i det illegale rutearbejde, men flere endte som skovhuggere i Nordsverige. ”Tom” og Max sad interneret i nogle måneder, da svensk politi frygtede, at de ville fortsætte deres sabotageaktiviteter fra Sverige.

Reorganiseringen Jens Lillelund

Jens Lillelund

Reorganiseringen af Holger Danske
Jens Lillelund (”Finsen”) blev tilbage i København, hvor han i løbet af oktober etablerede en sabotagegruppe bestående af nye folk. Gruppen fik samme navn, men for at adskille den fra ”Tom” Søndergaards gruppe, benævnes den som ”Holger Danske II”. Det var en ny generation af Holger Danske.

Holger Danske II udviklede sig til en slagkraftig organisation med fire aktive gruppe, som i efterår og vinter 1943 stod for størsteparten af den københavnske sabotage. Efter endnu en reorganisering i sommeren 1944 voksede Holger Danske til den største enkeltstående sabotageorganisation i Danmark med mere end 400 medlemmer. Men heri havde Stjerne Radio ingen del.

Fornyet sabotage - Houlberg

Fornyet sabotage
De flygtede Holger Danske-folk fra Stjerne Radio havde svært ved at gå uvirksomme rundt i Sverige, hvorfor de fleste illegalt vendte tilbage til København, hvor de for en tid genoptog sabotagearbejdet med basis i Stjerne Radio. Forretningens baglokale blev således igen centrum for illegalt arbejde. Over en fire-ugers periode i januar-februar 1944 udførte gruppen to sabotager og tre andre aktioner.
Sabotagen mod Houlberg den 12. februar 1944 blev de hjemvendte Holger Danske I-folks sidste sabotage, hvorefter de fleste returnerede til Sverige. Dog ikke ”Bob” Jarset og Gunnar Bjarnarson, de blev begge arresteret af tysk politi i januar 1944 og siden deporteret til Tyskland. ”Citronen” blev i København og indledte et makkerskab med ”Flammen” (Bent Faurschou Hviid) omkring likvidering af danske tysker-håndlangere.

Sprængning af Stjerne Radio

Sprængning af Stjerne Radio
Stjerne Radio forblev åben som radioforretning resten af krigen med Ove Munck som bestyrer. Der var dog længere lukkeperioder efter tyske bombeanslag mod forretningen. Natten til den 14. maj 1944 blev Stjerne Radio udsat for et bombeattentat udført af den dansk-tyske terrorgruppe Peter-Gruppen – også kaldet Brøndum-Banden. Forretningen blev fuldstændigt raseret men blev genopbygget i efteråret. Den 28. oktober 1944 var Stjerne Radio igen udsat for et attentat, som for en tid lukkede forretningen.

Efter krigen - Stjerne Radio 2023.JPG

Efter krigen
Efter krigen fortsatte Stjerne Radio i familien Muncks eje som radioforretning, indtil den lukkede i 1966. Derefter havde en kiosk til huse i bazarbygningen, indtil denne helt blev revet ned 1996.
For at dække hullet mellem karreerne, blev der opført en mur ud mod Istedgade. Og sådan stod den i knap 20 år. Men i sommeren 2015 blev muren revet ned, og en udstillingsbygning opført som en nøjagtig kopi af Stjerne Radios facade, som den tog sig ud i 1943, da forretningen var rammen om Holger Danskes illegale modstandsarbejde.
Museet Stjerne Radio var født!

Stjerne
Stjerne
Stjerne
Sabotørerne fra Stjerne Radio

Har du lyst til at læse mere om Stjerne Radio, så anbefaler vi den spændende fortælling om Holger Danske-sabotørerne fra Istedgade 31.

100 sider om deres nervepirrende arbejde med sabotager mod værnemager-virksomheder i København og på Frederiksberg - herunder den opsigtsvækkende Forum-sabotage den 24. august 1943.

"SABOTØRERNE FRA STJERNE RADIO" er skrevet af Peter Birkelund, tidl. seniorforsker ved Rigsarkivet, nu næstformand i Stjerne Radio.

Køb bogen hos os her.

bottom of page